Til forsiden af strandvejskvarteret
 
 
 

Historisk baggrundsstof om vores kvarter og byggeforeningshusene

Af: Carsten Ohmsen, forhenværende mangeårig redaktør for Kilden

Siden Christian IV anlagde voldene omkring København, havde byen været en fæstningsby. Der blev senere fastlagt en såkaldt demarkationslinie uden for voldene. Mellem denne linie og voldene måtte der kun bygges lave småhuse, der let kunne fjernes. De måtte ikke kunne anvendes af en eventuel fjende, der ville belejre byen.

Indvandring til København

I København inden for voldene steg indbyggerantallet kraftigt, men så sent som i 1840 boede der kun omkring 5000 mennesker mellem voldene og demarkationslinien.

Landbrugsreformerne fra slutningen af 1700-tallet betød effektivisering og bedre økonomi. Dette medførte en betydelig indvandring til de store byer, hvor den første industrialisering var ved at komme igang. Årene 1870-90 var den store urbaniserings tid.

Egentlig system i boligmassen var der ikke tale om, og overalt i byen blev der vilkårligt opført side- og baghuse.

Fra 1852 startede man på en afvikling af demarkationslinien og der kunne nu bygges langs de store indfaldsveje, Vesterbrogade og Nørrebrogade. Senere kom sidegaderne til. Først i 1867 blev de-markationslinien endeligt sløjfet. Det nye byggeri var af samme ringe standard som det dårlige byggeri indenfor voldene.

Dette skyldtes i høj grad myndighedernes manglende vilje til at begrænse boligspekulationen ad lovgivningens vej. Tidens holdning var liberalistisk, og man ønskede, at udviklingen skulle styres af det frie initiativ - hvilket i praksis ville sige på spekulanternes vilkår.

Vi skal helt hen i 1889, hvor den egentlige første byggelov forhindrede de allermest uacceptable boliger.

Dårlig hygiejne

Sundhedstilstanden i de fattige hjem var utrolig dårlig. Dette skyldtes foruden stor overbefolkning også de åbne kloaksystemer og latrinordningen med åbne gruber ofte placeret i kældre eller under trappeløbene. Rent vand blev hentet i inficerede brønde. Intet under, at de epidemiske sygdomme bredte sig med lynets hast og dødeligheden var stor.

I 1830 var gennemsnitslevealderen for mænd i København 35 år og for kvinder 39 år, medens landsgennemsnittet var 50 år for begge køn. Børnedødeligheden var stor. I særligt udsatte kvarterer døde hvert tredje barn, inden det fyldte fem år.

I 1851 var forholdene så truende, at kongen nedsatte en kommission, der skulle overveje, hvilke forholdsregler, der kunne tages for at forbedre de hygiejniske forhold i København.

I kommissionen sad en læge, Claus Jacob Emil Hornemann (1810-1890), som havde studeret hygiejne og medicin i Frankrig og England. Han brugte sin erfaring på de københavnske forhold og blev en af de store reformatorer på det sundhedshygiejniske område. Kommissionens forslag blev efter endt arbejde, at man skulle:

  • Sprede befolkningen
  • Forhindre, at den ringe frie plads og luft, der endnu var tilbage, blev formindsket - men tværtimod prøve om muligt at forøge den

Sørge for at renligheden fremmes tillige med andre sanitære forbedringer.
I 1853 udbrød så den forfærdelige koleraepedemi, som dræbte ca. 5000 københavnere. Alligevel blev byggeriet herefter ikke væsentligt bedre end det før havde været. Alskens sygdomme især tuberkulose trivedes i de stadig overbefolkede og dårlige boliger.

Lægeforeningens Boliger - Brumleby bygges

Byens læger havde arbejdet utrætteligt under epidemien, og da den var forbi, tog de initiativ til dannelsen af "Foreningen af 1853 for opførelsen af sunde og billige boliger for de ubemidlede klasser". Meget hurtigt blev der samlet penge nok ind til, at et egentlig byggeri kunne startes. Vi kender det i dag som Lægeforeningens boliger - Brumleby - beliggende på Østerbrogade mellem Olufsvej og Sct. Jacobs kirke.

Formålet med opførelsen af disse boliger for mindrebemidlede var, foruden den forbedrede sundhedstilstand, også at højne moralen i arbejderfamilierne og især at hindre, at arbejderklassen blev politisk radikaliseret. Netop denne frygt for socialistisk sammenhold blev for byggeforeningshusenes vedkommende eftertrykkeligt elimineret i og med, at arbejderne kom til at eje deres huse.

Hornemann skrev i 1876 i et skrift om arbejderboliger:

"Dette lille Arbejde tilegnes herved den danske Arbejderstand, som deraf blandt andet vil kunne skjønne, hvor meget Arbejde, og hvor meget Bekostning, Tid, Dygtighed, Uegennyttighed og Velvilje, der nu i en Række af Aar er ofret og fremdeles vil blive ofret af den saakaldte dannede Klasse for at skaffe Arbejderen et af Livets bedste Goder, nemlig en sund og billig Bolig og derved Betingelsen for et hyggeligt Familieliv og en god Børneopdragelse. Kunne dette bidrage til, at de blandt Arbejderne, som hidtil kun med Mistro have seet paa Deres bedre stillede Medborgere, i Fremtiden vilde med velvillige og aabne Øjne betragte denne Klasse af Deres Medmennesker, da vilde de baade være en stor Ære for Arbejderen og en sand Glæde for Forfatteren."

I sandelighed ideologisk magtovertagelse.

Talen som startede Arbejdernes Byggeforening

I Arbejderforeningen af 1860 - en forening til fremme af oplysning og til selskabelig adspredelse - holdt lægen F. F. Ulrik den 25. oktober 1865 et foredrag: "Om småfolks selvhjælp og samarbejde i andre lande".

Kontorist Eigtved ved Burmeister & Wain fik fabrikant Burmeisters tilladelse til at slå det trykte foredrag op på B&W's værksteder allerede den næste dag. Dette foredrag vakte stor interesse blandt arbejderne.

Efter en række møder mellem Ulrik, Burmeister og repræsentanter for arbejderne afholdtes der er møde for B&W's arbejdere i "Frelserens Arbejdshus". Mødet blev ledet af Hornemann, og Ulrik holdt et foredrag om de fysiske og moralske goder, som arbejderne kunne opnå ved at støtte hinanden i en bygge- og spareforening. Efter mødet stiftede de tilstedeværende "Arbejdernes Byggeforening".

Formålet med foreningen var som omtalt at være spareforening, som med selvhjælpsprincippet i højsædet skulle give økonomisk grundlag for opførelsen af sunde boliger for arbejderne. Boliger som medlemmerne senere kunne erhverve som deres ejendom.

Det andet direkte formulerede formål har været nævnt, nemlig at sikre en højnelse af moralen samt mindske arbejderens politiske radikalisering. Arkitekt Raavad skrev i 1885, at det var vigtigt, at arbejderen kom til at eje sin bolig:
"... Intet vil hurtigere gøre en flink arbejder til en god statsborger, end det, at han bliver ejendomsbesidder."

Byggeriet går i gang

Ifølge vedtægten bandt man sig til i 10 år at indbetale et ugentligt kontingent på 1 mark. Opsparingen blev forrentet og kunne hæves efter 10 år.

Regnskabet med kontingentet blev ført i en såkaldt kontrabog, med hvis nummer man deltog i lodtrækningen af færdigbyggede huse. I 10 år kunne huset ikke sælges - man var nu husbesidder. Efter disse ti år fik man skøde på huset, og efter 25 år kunne man sidde gældfrit:
"På alderdoms hygge skal i ungdom du bygge", som foreningens motto var.

På Amager skænkede fabriksejer Holmblad byggeforeningen en grund, hvorpå man straks gik i gang med at bygge. Den 4. december 1866 blev der holdt rejsegilde på foreningens første 10 huse i Sverigesgade-kvarteret. Allerede den 16. december blev husene bortloddet.

I alt opførte Arbejdernes Byggeforening 1740 huse. Langt de fleste blev opført før århundredskiftet. Hus nummer 1000, der ligger på hjørnet af Heisesgade og Kildevældsgade, blev opført 7. november 1893.

Hvor ligger husene

Byggeriet forløb nogenlunde som følger:


1867-1871: 32 huse i Sverigesgade. Pris ca. 4.700 kr

1868-1869: 12 huse i Schønberggade. Pris ca. 4.600 

1870-1872: 45 huse i Gernersgade, Krusemyntegade og Sct. Paulsgade. Pris ca 5.800 

1874-1877: 49 huse på Olufsvej. Pris ca 7.700

1873-1889: 480 huse i Farimagsgade-kvarteret (Kartoffelrækkerne) Pris ca. 7.500

1886-1891: 235 huse i Fælledvejskvarteret (Humleby) Pris ca. 8.100 

1892-1903: 393 huse i Strandvejskvarteret. Pris ca 8.200 

1906-1929: 324 huse i Lyngbyvejskvarteret. Pris ca 20.200

1930-1938: 105 huse i Amager-kvarteret. Pris ca. 41.200 kr.

Medlemstallet

Ved foreningens start var der ca. 200 medlemmer, men tallet steg hurtigt. Allerede i 1890 var man oppe på 16.000 medlemmer, og i 1955 opnåede man det største medlemstal i foreningens historie: 26.342.

Tallet er måske ikke helt i overensstemmelse med det faktiske antal potentielle husejere. Mange medlemmer meldte nemlig børn og børnebørn ind i 4 års alderen for så at tage pengene ud igen til barnets konfirmation - en fin form for bunden opsparing.

De stigende grundpriser og de til stadighed øgede leveomkostninger medførte, at flere og flere byggeforeningshuse overgik til bedrestillede formænd og egentlige håndværkere, og hele ideen med huse til den fattigste del af befolkningen gik tabt. Kritikken af de dyre huse fik efterhånden tag i flere, og det blev hurtigt en talemåde, at Arbejdernes Byggeforening ikke mere var en forening for arbejdere, men en forening for velhavere.

Allerede i 20'erne ser vi den nye form for billige boliger til arbejderne, da Andelsbevægelsen og de almennyttige boligselskaber med tilskud byggede mange af de enorme karréer med en gårdsplads i midten, som Brokvartererne er så rige på.

Arbejdernes Byggeforening blev opløst i 1972, og dermed forsvandt drømmen om eget hus til de laveste indkomstgrupper.


Kommentarer

Ingen kommentarer til denne nyhed
Fandt ingen kommentarer

Skriv din kommentar

Kommentar *
Navn *
Adresse *
Email *
Udfyld disse *
 

 

2006 copyright strandvejskvarteret.dk Email: hjemmeside(at)strandvejskvarteret.dk