Til forsiden af strandvejskvarteret
 
 
 
09.07.03 19:48 Alder: 16 år

Om vores kvarter og arbejdernes byggeforeningshuse

 

Forfatter: Carsten Ohmsen, Berggreensgade 16. Bragt som artikel i Kilden, juni 2003, side 5-11

Opfordret af flere beboere i vort kvarter har jeg forsøgt at nærme mig "Historien" om Arbejdernes Byggeforening og de specielle områder af København, de sunde og billige boliger blev placeret i. Jeg vil senere komme ind på den egentlige årsag til de tanker om gode boligforhold til den mindrebemidlede del af befolkningen, som blev sat i gang af "Borgerrepræsentationen" og flere af de læger, der havde med Københavns sundhed at gøre, under koleraepidemien i 1853.

At der går en direkte linie fra Lægeforeningens boliger, som vi måske bedre kender som "Brumleby" på Østerbrogade, til Arbejdernes byggeforeningshuse, er der skrevet meget om. At der også går en direkte linie fra Danmarks første og største industriarbejdsplads, B&W´ skibsbyggeri og maskinfabrik, til vore huse, er måske mindre kendt, men vil senere blive beskrevet i denne gennemgang af vore huses idegrundlag og historie.

Som sagt er der mange indgangsvinkler at vælge imellem, når en sådan beretning skal skrives, men heldigvis er valget mit eget, og finder læserne det foreliggende for kedeligt , omstændeligt og måske for subjektivt, da kan man bare bryde af og bede mig stoppe. Jeg vil dog stadig blive ved med at samle optegnelser, anekdoter og billeder fra en byggeform som udgør en historisk epoke i København, og som jeg alt i alt skønner, er værd at bevare for eftertiden.

Jeg har i stor udstrækning benyttet mig af min far, som er født 1911 i stuelejligheden i Hornemannsgade nr. 14, og senere, fra sit sjette år boede i huset i H.C.Lumbyesgade nr. l2. Et hus som min oldefar vandt, da det blev opført i 1892, og som min farfar beboede til sin død i 1963. Min far kan stadig fortælle om sine oplevelser i og omkring huset i H.C. Lumbyesgade, og især hvordan man som dreng og ung levede i denne del af København.

OM SVANEMØLLEN OG KVARTERET DEROMKRING

Vort kvarter har mange navne, og selvom det officielle navn er "Strandvejskvarteret", er det oftest, at ordet Svanemøllen er det sikreste pejlemærke, når f.eks. en taxa skal finde herud inde fra byen. Jeg har derfor valgt at skrive lidt om den mølle og den svanedam, som senere skulle danne baggrund for det nok så bekendte Svanemøllekvarter.

På nedenstående kort over København fra 1897 ses, hvor langt ude på landet Arbejdernes Byggeforening havde placeret vore huse, ligeledes ser vi, at det kun er den sydlige del af vort kvarter, der er bygget (den store cirkel). Vi får samtidig en fornemmelse for hvor tæt Øresunds kystlinie egentlig gik på Strandvejen, som var Københavns eneste oprindelige vej til Helsingør.

Navnet Strandvejen gik egentlig helt fra Trianglen, men efter Demarkationsliniens afskaffelse i 1856 kom navnet Østerbrogade til at gå fra Østerport til krydset ved Strandboulevarden-Jagtvejen, eller lille Vibenhus. Fra 1943 blev byen så meget udbygget, at navnet Østerbrogade kom til at gælde helt til Svanemøllebroen. 

 

København ca 1900

Jeg kan som et kuriosum nævne, at der stadig findes ældre mennesker, bl.a. min mor på 86 år, der taler om at handle "nede på Strandvejen", når hun taler om Brugsen på Østerbrogade.

Endelig kommer vi til selve møllen. Af Københavns i alt ca. 60 møller, der blev drevet af vind, kender vi i dag kun Møllen på Kastellet og en Møllebygning uden vinger, der er bevaret under Nationalmuseet på Christianshavns Vold. De fleste møller var placeret på Københavns vold, hvor der var fri luft i de lidt højere lag. Møllernes opgave var, at male mel til byens bagerier, som skulle brødføde Københavnerne, samt malt til byens mange bryggerier. Alt i alt var mølleriet et godt betalt forehavende, især eftersom mange møllere også stod for korn- og melkørsel til og fra bagerierne. Desuden havde mange møllere en bibeskæftigelse, idet de etablerede deres eget rugbrødsbageri i tilknytning til mølledriften. 

Svanemøllen lå på hjørnet af Strandvejen og Strandvænget lige i det store vejkryds, hvor der i dag ligger en stor "tung" rødstensejendom. 

Møllen var dengang placeret mellem Strandvejen og Øresund. Den nævnes første gang som en stubmølle opført i 1758. I året 1771 blev den overtaget af Casper Fr. Schmidt, der også ejede to andre møller i København. 

Her fik den tilnavnet "Bagernes mølle", da den i en periode tilhørte bagerlauget. Senere fik den navn efter en svanedam, der lå i nærheden, og som også har givet naboværtshuset navnet Svanholm. Svanemøllen lå lige hvor Strandvejen begynder. Og da den lå frit kunne den udnytte vinden fra Øresund. 

 

I året 1773 nedbrændte hele den gamle stubmølle, men den blev opført igen som en hollandsk mølle med drejelig møllehat.

Da den Kongelige Grynmølle, som stod ved Gammel dok på Christianshavn, nedbrændte i 1779, blev det overdraget Svanemøllen at forsyne Flåden med mel og gryn. I 1801 overgik Svanemøllen til brændevinsbrænder Christian Ølund, som også opførte den berømte Ølunds Mølle på Nørrebros runddel. Hat, vinger og overbygning blev nedtaget allerede i 1870, fordi møllen efterhånden lå indeklemt mellem de høje nye huse, som blev bygget på Nørrebro. Selve det ottekantede møllehus stod som en baggårdsbygning indtil 1979, da det endelig faldt for byfornyelsen.

Christian Ølunds søn overtog Svanemøllen efter faderen i 1828, men gik fallit i 1856. Herefter blev møllen købt af en oberst Eckmann og en kaptajn Lictenberg, og allerede i 1858 blev vindmølllen kombineret med en dampmølle, som var uafhængig af vind og vejr. Dampmaskinen, som trak møllen, var produceret på Burmeister og Baumgartens fabrik på Engelkmandens plads på Christianshavn. 

På ovenstående litografi fra Malmgreen: "Danmarks Industrielle Etablissementer" fra 1888 ser man, hvilken kæmpemæssig virksomhed Svanemøllen havde udviklet sig til. Man ser selve den hollandske mølle samt skorstenen fra dampmøllen, og i baggrunden skimtes Svanemøllebugtens kystlinie, som var ganske tæt på Strandvejen, som ses i forgrunden. Selve Møllen sad på taget af en tre-etagers bygning og var til alle sider omgivet af fabriksbygninger. Svanemøllen stod som et af Københavns flotteste vartegn, og var byens største valsemølle, hvis melprodukter havde en meget høj kvalitet, og produkterne var brugt af byens fineste bagere.

Men alting har desværre en ende. 
Den 13 december 1892 nedbrændte Svanemøllen og dens omkringliggende bygninger. Kun hovedhuset blev delvist reddet. Det skal her bemærkes, at møller var meget brandfarlige på grund af trækonstruktionerne. Dels ragede de højt op og var dermed ofre for mange lynnedslag, dels var akslerne, som løb meget hurtigt rundt i møller, lavet af egetræ, og en enorm gnidningsvarme var oftest resultatet, når møllerne arbejdede på højtryk. Af datidens brandforsikringspræmier kan vi også se, at det at være mølleejer betød enorme præmier til forsikringsselskaberne.

Efter storbranden blev Svanemøllens hovedhus retableret og indrettet til danseetablissement under navet "Fokina". Det blev efterhånden ikke et sted for "pæne" piger, og under Anden Verdenskrig blev det tilholdssted for de tyske soldater, som var indkvarteret på Ingeniørkasernen ved viadukten. Bygningen blev derfor sprængt i luften i 1944 under en sabotageaktion. Hermed var Svanemøllens endeligt beseglet, men et helt kvarter har stadig glæde af navnet. 

HVAD SKAL DER BLIVE AF DENNE DRENG

Nu var det jo ikke sådan, at alt drejede sig om mel og korn her i Svanemøllekvarteret. Mellem møllen og Øresund samt foran Øresundshospitalet var der i 1920erne store arealer med kolonihavehuse, hvor især drengene fra Byggeforeningshusene plejede at gå på æble-og pæreskud. Der var virkelig en frodighed af frugt og grønt i disse kolonihaver, som oftest ejedes af beboere fra Byggeforeningshusene, som fik et kærkomment tilskud til den daglige husholdning. Min oldefar, som jeg før har omtalt, havde for øvrigt en kolonihave her. 

Midt under et æbleskud sammen med tre andre "rødder" her fra kvarteret blev min far grebet på fersk gerning af en haveejer. Han blev ført til politistationen i Hornemannsgade, hvor panserbassen Tværmoes regerede i det nuværende apoteks lokaler. 

Selvsamme Tværmoes udførte på dette tidspunkt i 20erne et stykke kriminalitetsforebyggende arbejde, idet han tog min far med hjem til min farfar i H.C.Lumbyesgade, og her havde han en alvorlig samtale med min farfar, mens min far hørte på. Tværmoes sluttede den lange formanende samtale af med at fremlægge en tegning, der med al tydelighed viste, hvad der kunne ske, hvis man ikke fulgte den"gode vej". 

Om min far foretog flere æbleskudstogter til kolonihaverne bag Svanemøllen, melder historien ikke noget om.

Hermed slutter jeg for denne gang. Jeg håber, læseren har fået et lille indblik i vort oplands historie og baggrunden for navngivningen. Næste gang Kilden udkommer, vil jeg berette lidt om koleraen og den lægelige strid, der fandt sted i København i 1850erne. Billeder og historiske oplysninger har jeg fra forskellige beboeres fortællinger, samt div. litteratur. Når sidste afsnit er skrevet, skal jeg nok komme med en udførlig bogliste for de mere interesserede.


Kommentarer

Viser resultaterne 1 til 1 af 1

Keld Jepsen Jørlunde Overdrev 17

keld@jepsen.mail.dk

 
Saturday, 29-12-18 11:52
En god historie fra området hvor jeg har trådt mine barnesko.
Jeg boede i Edvard Griegsgade nr. 18 og senere i nr. 6

Skriv din kommentar

Kommentar *
Navn *
Adresse *
Email *
Udfyld disse *
 

 

2006 copyright strandvejskvarteret.dk Email: hjemmeside(at)strandvejskvarteret.dk