2002, Årsberetning for Facader og Lokalplan

|   Husejerforeningen og GF

Aktiviteten i vores kvarter med hensyn til vedligehold og istandsættelse er fortsat stor. Der renoveres eller udskiftes døre og vinduer, tage og brandkamme, skorstene, tagrender m.m.

Det er dejligt, at de fleste er opmærksomme på, at "Håndbog for husejere" indeholder de regelsæt, der er vedtaget for vores bebyggelse, og som skal sikre, at vores kvarter også fremover fremstår som en bevaringsværdig helhed.

Udvendig er det især udskiftning eller renovering af tagene - med tilhørende kviste og tagvinduer - der har stået for tur i det forløbne år. Det er dejligt at se, at nogle har råd til eller vælger at prioritere, så det gamle tag udskiftes med nye tagsten af naturskifer. Det er alt andet lige det smukkeste materiale til tagene, det mest holdbare og helt i overensstemmelse med det oprindelige materiale (selv om skifertagsten i dag ikke kan fås i de eksakt samme dimensioner).

Kvistene isoleres ofte i samme ombæring som renoveringen af tagene, men her har vi ikke så rosende ord til nogle husejere. Flunkerne på kvistene er flere steder blevet isoleret, så det fint udskårne træprofil delvist skjules, fjernes helt eller dækkes med zink. Dette er ikke i overensstemmelse med hverken facaderegulativet eller lokalplanen.

Tagvinduer udskiftes, og de fleste nye overholder de tilladte dimensioner mod gaden. Nogle husejere vælger at isætte det såkaldte "fredningsvindue" (Velux GVO) - et vindue, som overholder dimensionerne i facaderegulativet, og som herudover både fremtræder meget "diskret" i tagfladen og samtidig giver fordelen af næsten 50% større lysareal end det traditionelle Velux-vindue. Vi vil derfor varmt anbefale fredningsvinduet ved udskiftning af tagvinduer, samt anbefale at dette indføjes i facaderegulativet. I øvrigt er fredningsvinduet i indkøb kun omkring 1200 kr. (inkl. moms) dyrere end et standardvindue, og montagen er den samme.

Med hensyn til dimensionerne på og placering af nye tagvinduer skal vi gøre alle opmærksomme på, at der på GF 1999 blev vedtaget en ændring af facaderegulativet, som bl.a. præciserer hvad der er tilladt på hanebåndsloftet. Denne ændring af facaderegulativet er nu indarbejdet og illustreret på den facadetegning med henvisninger, som blev gennemgået på GF 2001 og som nu udsendes i den reviderede udgave, sammen med indkaldelsen til GF 2003.

Vi er i bestyrelsen meget glade for henvendelser med spørgsmål vedrørende istandsættelse af huse og facader. Nogle har brug for hjælp til at finde rundt i reglerne, og det lykkes som regel at finde det relevante afsnit i håndbogen. Andre har ønsker om ændringer, som ifølge lokalplanen og facaderegulativet ikke er tilladt. Vi har i bestyrelsen den holdning, at de vedtagne regler og regulativer skal overholdes. Hvis en husejer har et meget stærkt ønske om ændringer ud over det tilladte, kan vi kun henvise den pågældende til at søge om dispensation hos "plan & arkitektur", Københavns Kommune. Bestyrelsen har i forbindelse med en dispensationsansøgning påtaleret, men det er "plan & arkitektur", der forvalter lokalplanen med tilhørende regulativer.

Vi kan ikke varmt nok anbefale alle til at orientere sig grundigt i "Håndbog for husejere", inden et renoveringsprojekt sættes i gang.Kontakt gerne bestyrelsen, hvis du er i tvivl om, hvad og hvor meget du må ændre - vi hjælper gerne inden.

Husk at ændringer, der er foretaget, før lokalplanen blev vedtaget (juni 1993), betragtes som lovlige selvom de er i strid med reglerne. Se derfor IKKE på din genbos hus, men i håndbogen, når du vil vide hvor meget du kan ændre. Og - se også på den førnævnte - og meget beskrivende - facadetegning.

Dorte Raaschou & Lisbeth Øhrgaard

Bliv den første til at skrive en kommentar på denne artikel

Skriv ny kommentar

×

Dit navn er påkrævet

Udfyld gyldigt navn

Din email er ugyldig

Din email er ugyldig

Kommentar er påkrævet

Captcha Code Kan du ikke læse billedet? Klik for at genskabe ny kode

Captcha er påkrævet

Koden er ikke korrekt

* Disse felter er påkrævet