Husets lokalnet: Hvordan kan man etablere "det indre internet"

Revideret af Søren Borch | |   TV, Post, El, Vand, Varme, Gas, Bredbånd, YouSee

Her forklarer jeg, hvordan du inde i dit hus kan etablere en forbindelse til det eksterne internet, især med fokus på at hægte dig på det fiberkabel, som TDC Net har ført ind i din kælder ude fra gaden i løbet af 2024.

Hvis din nuværende internetforbindelse virker tilfredsstillende, og du ikke synes, at den er unødigt dyr, så vil du med en ny løsning bare opleve, at den også er tilfredsstillende :-)  Så behold bare din nuværende løsning, og spar besværet med at finde en ny løsning. Eller med en kendt talemåde: "If it ain’t broke, don’t fix it".

Men hvis du vil udforske andre muligheder, så læs videre her.

Fiberforbindelsen er én af flere bredbåndsløsninger

Der findes forskellige bredbåndsløsninger:

  • Fastnet bredbånd: En del af os har nok en YouSee bredbåndsløsning over Coax-kablet ifm. kabel-TV-forbindelsen. Den er fast installeret i huset. Coax-forbindelsen til vores huse udfase formodentlig inden 2030.
  • Mobilt bredbånd: En del af os har nok en separat mobil bredbåndsrouter med sit eget SIM-kort. Den kan du tage med i sommerhuset ol.
  • Mobiltelefon: Denne internettilgang er for så vidt blot et ”Mobilt bredbånd” indbygget i en mobiltelefon. Det kan du tage med overalt. Du kan ofte også dele internetforbindelsen trådløst med andre enheder eller med venner. Med mobiltelefonaftalen følger ofte muligheden for et billigt, ekstra SIM-kort, som du kan sætte ind i en router, hvorved du på en billig måde får et "Mobilt bredbånd".
  • Fiberbredbånd. Det er den nye mulighed hos os i Strandvejskvarteret. Tænk på det som et ”Fastnet bredbånd”, blot hurtigere og mere stabilt.

Du kan hos Forbrugerrådet se en gennemgang af fordele og ulemper ved henh. fastnet bredbånd, fiberbredbånd og mobilt bredbånd.

I nærværende artikel ser jeg kun på løsningen med ”Fiberbredbånd”.

TDC Nets fibernet slutter her

Når fibernettet fra omverden er etableret hos dig fra TDC Nets side, så har du nede i kælderen fået opsat en hvid ”fiberboks”. Det er den boks, som kaldes Fiberkabelafslutningspunkt, Fiber-CAP, fKAP, Fiber-KAP, Fiberboks eller Dåse-2 i artiklen "Fibernet fra TDC-centralen til min kælder" på Strandvejskvarterets hjemmeside.
null
Fiberboks = Dåse-2 fra TDC Net

Flere husstande

Hvis der er flere husstande i samme hus, skal hver husstand have sin egen Fiberboks = Dåse-2. Hvis I allerede var fx to husstande, da fiberen blev lagt ind, så har I sikkert allerede 2 styk Dåse-2. Ellers skal I have fat i TDC Net, som så sætter en ekstra Dåse-2 op, og det behøver ikke være ved siden af den første dåse, men kan være på den etage, hvor den anden husstand bor. TDC Net har up-front lagt to fibre ind til hvert hus.

Det interne netværk starter her

Hvis man vil bruge TDC Nets fibernet, må man fra Fiberboksen sørge for kobling til computere, mobiltelefoner mmm rundt om i huset. Det er denne kobling, som vi forklarer i det følgende.
Du skal indgå en aftale med en indholdsleverandør, dvs en ISP (Internet Service Provider), som du betaler for at levere indhold.

ISP'en vil så åbne dit fiberkabel, så det har hul igennem til internettet. Og ISP'en vil som oftest også give dig en ONT-dåse og en router. De kan enten sende dig en ONT og en router, som du så selv samler, eller de kan komme og installere dem for dig. Læs evt mere om ONT og dit fiberkabel i artiklen "Fibernet fra TDC-centralen til min kælder".

 null
Eksempel på en ONT monteret oven på en Fiberboks  

null
Eksempel på en router

Der er herefter flere metoder for dig til at koble din PC, mobiltelefon, tablet, TV eller andre enheder på internettet. Under alle omstændigheder via routeren.

Fra routeren til min PC, TV, tablet osv

Her er så nogle principielle alternativer for at komme videre fra routeren, så du får glæde af det hele.

Direkte tilkobling

Internettet er som sådan tilgængeligt allerede her fra routeren i kælderen, da man i princippet kan tilslutte sin computer til dennes gule stik. Det kræver, at ens computer har tilsvarende RJ45 stik, og at man vil sidde i kælderen, eller at man kan leve med løse RJ45-netværkskabler frem til arbejdspladserne oppe på etagerne.

null
Eksempel på et RJ45-stik

I praksis vil man nok sjældent tilslutte sig på denne måde, idet de fleste brugere ønsker, at internettet er tilgængeligt på praktisk vis på alle etager i huset.

Kablet forbindelse

“Cable always beats wireless”, som man siger. Kablet forbindelse er alt andet lige den type forbindelse, der har størst hastighed og er mest stabil, idet der er ubrudt elektrisk forbindelse fra computeren tilbage til de gule stik i routeren. Problemet er imidlertid, at dette selvsagt betyder, at der skal føres kabler fra routeren til RJ45-udtag i de værelser i huset, hvor man ønsker at tilslutte computeren.
Der er forskellige kategorier netværkskabler. Man skal forsøge at vælge den mest velegnede; se evt. oplysende artikler på nettet, f.eks. www.avxperten.dk/blog/cat5-eller-cat6/. For at udnytte et 1Gbps abonnement bør man nok købe et Cat6-netværkskabel. Man kan også tænke frem til en senere 10Gbps-forbindelse og så straks installere Cat6a.
Man kan vælge et formonteret, færdigt kabel, fx med 1m eller 15m kabel. Eller man kan købe et kabel uden stik og så eftermontere det med RJ45-stik, enten han-stik eller hun-stik.
Under alle omstændigheder vil en kablet forbindelse være den dyreste at etablere, men også den hurtigste og mest stabile. Det kan for mange brugere være "overkill".

Hvem må kable

Der er tale om lave elektriske spændinger i et LAN-netværk, hvorfor enhver må lave det.
Medmindre man selv er en habil håndværker eller er ganske fingernem, vil det dog normalt være en besværlig opgave at gennemføre selv.
Men man kan få en kyndig ven eller eller betalt håndværker til at gøre det. Der stilles ikke krav til at benytte en autoriseret elektriker.
Men HUSK, hold fingrene fra 240V-systemet, dvs den almindelige strømforsyning. Loven foreskriver, at al indgriben i det faste 240V-system skal udføres af en autoriseret elektriker.

Forbindelse via el-nettet

Et alternativ til den kablede forbindelse er at benytte 240V-el-kablerne i huset som kabling til at forbinde computeren til fiberboksen. De almindelige el-kabler kan altså føre strøm til lamper og komfur samtidig med, at de fører lavstrøms internetsignaler til computerne.

Man køber 2 eller flere konverterbokse. De indeholder hver et 240V-stik og en RJ45-udgang. Reelt indeholde de et 240V “gennemgangsstik”, så man fortsat kan benytte stikket i væggen som normalt.
null     
Én konverterboks sættes i en stikkontakt i nærheden af fiberboksen og forbindes til denne med et RJ45 kabel, mens en anden kan placeres i et værelse, hvor man ønsker den. I værelset forbindes RJ45 udgangen til computeren eller en enhed, der kan sende wifi ud, og så er man på nettet.

Der skal medregnes et relativt stort tab undervejs, så hvis man har 1.000 Mbps ud af routeren, kan man opleve kun at have f.eks. 100 Mbps eller mindre igennem el-nettet. Desuden er tabet undervejs (og funktionen i det hele taget) afhængig af kvalitet og alder på el-nettet.

Wifi direkte fra routeren

En klassisk måde at få adgang til internettet er ved at etablere et wifi-netværk, hvor nettet tilgås via radiobølger.

Når man laver en aftale med en udbyder (YouSee, Fastspeed eller lign.), får man typisk en wifi indbygget i routeren. Og så kobler man sine enheder trådløst til denne wifi, og "man er på".

Problemet er imidlertid, at signalet svækkes alvorligt, når man bevæger sig væk for wifi-routeren. Hvis man således har wifi-routeren i kælderen, vil signalet typisk være meget svagt eller helt væk på 2.sal eller under taget. Svækkelsen skyldes dels, at radiosignalet skal gennem mange lag “bygning”, og dels, at der er naboer, der også har wifi, hvilket kan svække/forvirre dit wifi signalet. Hvis man køber 1Gbps, så er der dog noget at tage af, da man ofte kun har brug for 5-10Mbps.

Booster/repeater

Der findes en række wifi “boostere” og “repeatere” på markedet, som kan forstærke wifi-signalet på forskellig vis for at sikre bedre dækning. De placeres fx på hver deres etage.

null
Eksempel på en wifi-repeater eller -forstærker

Effekten af dem kan være ok, men der er et nævneværdigt signaltab fra router til første enhed og derfra til næste enhed. Hver buster/forstærker laver sit eget wifi baseret på signalet fra router-wifi’en.

Mesh-net

For at reducere svækkelsen af signalet, kan man anskaffe sig et “mesh-net”. Det består af 2, 3 eller flere enheder, som kan kommunikere effektivt og trådløst med hinanden. Man tilslutter “masterenheden" til et af de gule stik i routeren og placerer herefter de øvrige mesh-enheder rundt om i huset, eksempelvis én på hver etage. Enhederne vil nu tilsammen danne ét samlet wifi-net med samme wifi-navn og samme brugere/passwords.

null
Eksempel på et par mesh nodes

Et mesh-net vil dog også have et signaltab undervejs, men det er typisk på et beskedent niveau.
Gode routere har allerede første mesh-station indbygget i routeren.

Hvad kan jeg anbefale, og hvad har jeg selv valgt?

Mange familier i kvarteret har nok nogle behov, der minder om mine mht. bredbåndsforbindelse til internettet.
Jeg har derfor struktureret mine egne analyser, så andre beboere forhåbentlig kan bruge dem.

Jeg har faktisk udvidet mine analyser til at omfatte de fleste forbrugertyper, fra dem med lavt internetbehov, over dem med en mellemting (a la mig) til dem med et stort professionelt behov:

Se artiklen Netværk i huset. Hvad er bedst hos dig?

Med en fornuftig opsætning af ens LAN har de færreste brug for at købe 1Gbps, men kan nøjes med fx en tiendedel, dvs 100 Mbps eller mindre.

Feedback og forbedring af vejledningen

  • Jeg vil være superglad for reaktioner og forslag fra jer læsere til denne artikel.
  • Jeg skal nok forbedre vejledningen, efterhånden som jeg får input fra jer.

  

Log: Diverse rettelser 21/11-2025. Lille tilføjelse 10/11-2025. Lidt finpudsning 7/11-2024. Væsentlige tilføjelser 5/11-2024 af Søren Borch. Væsentlige rettelser 1/11-2024. Smårettet og lagt på forsiden den 6/7´-2024. Artikel oprettet 13/6-2024 af Søren Borch med oprindelig inspiration fra Ulrik Balslev.

Kommentarer :

  • user
    bente lindum jensen 13-07-2024 kl. 09:41
    Hejsa- naboer. Jeg havde besøg af TDC -tekniker ( 25 år i TDC) i foråret for at få hjælp til at om- kode programmer på min fladskærm. Han rystede på hovedet af nedgravning af fibernet i vores kvarter og han sagde at alle har trådløs netværk i dag. Han mente at foreningen har købt et gammelt system. Jeg har haft internet i huset i 25 år og har aldrig haft problemer. Haft hjemmeside ca. 20 år. Vi har været flere beboere i huset og til tider mange internetbrugere. Datter, kæreste ( gamer) og lejer. Med venlig hilsen Bente
    • user
      bente lindum jensen 13-07-2024 kl. 09:46
      jeg har kun sjældent oplevet problemer med netadgang
  • user
    Lotte Holm 11-07-2024 kl. 22:36
    Tak for virkelig god information. Kan du sige lidt om hvordan man etablerer et mesh net? Hvilken sagkundskab eller hvilke firmaer kan man henvende sig til?

Skriv ny kommentar

×

Dit navn er påkrævet

Udfyld gyldigt navn

Din email er ugyldig

Din email er ugyldig

Kommentar er påkrævet

Captcha Code Kan du ikke læse billedet? Klik for at genskabe ny kode

Captcha er påkrævet

Koden er ikke korrekt

* Disse felter er påkrævet