Projektet
Københavns Kommune har besluttet, at trafikken i vores område skal fredeliggøres. Området er afgrænset af Østerbrogade, Jagtvej og Lyngbyvej.
Den overordnede målsætning er at forhindre/regulere den gennemkørende trafik i området. Dette ved at forhindre og/eller besværliggøre trafik mellem øst og vest og mellem nord og syd. Eneste undtagelse herfor er den nordlige passage (Vognmarksparken, Bellmansgade, Edvard Griegs Gade og Sibeliusgade) som holdes uden for løsningen (politisk beslutning).
Området vil blive opdelt i fire zoner/øer, hvor vores kvarter befinder sig i den nordøstlige zone.
Alternative løsninger
Jeg har deltaget i de projektmøder, der er afholdt, for primært at få indsigt i det, som planlægges, og ikke mindst forsøge at forhindre, at trafikken fra andre gader/veje bare eksporteres til vores gader. Jeg har også bidraget med spørgsmål, meninger, ændringsforslag mm.
Der har været fire løsningsmodeller i spil – alt lige fra totale vejlukninger til ensretninger eller en kombination heraf.
Kommunen har valgt løsningen med primært ensretninger, bl.a. af hensyn til sikkerhed og fremkommelighed for beboere, renovation, udrykningskøretøjer, leverancer mm. Desuden er det også løsningen, som vil koste færrest parkeringspladser – 14 stk.
Cirkulationsplan for området
På nedenstående tegning er vist den valgte løsning:
Forklaring på farver og pile:
Vurdering af plan
Den valgte løsning er efter min mening også den mest spiselige for vores kvarter.
Alt afhænger dog af, at den planlagte ensretning fra Vennemindevej ud i krydset ved Vognmarksmarken og Bellmansgade etableres. Den vil være med til at begrænse gennemkørende trafik i Kildevældsgade.
Med Hofors arbejde i og midlertidige lukning af Bellmansgade ved Kildevældsskolen kan det blive et problem. Hvis projektet startes op før Hofor er færdige, vil ensretningen ikke kunne etableres ved opstart, og vi vil få al trafikken ned gennem Kildevældsgade. Jeg har bedt om at få en garanti for, at ensretningen bliver etableret, så snart Hofor er færdige.
Nygårdsvej
Udover at Nygårdsvej spærres på midten og ensrettes fra Vennemindevej næsten helt ud til Østerbrogade, vil der også blive etableret modstrømscykelsti på strækningen. Efter at have trykket dem lidt på maven kom det frem, at det vil koste ca. 40 parkeringspladser.
Thomas Gram KVG47
Log: Artikel oprettet 10/9-2025 for Thomas Gram af Søren Borch
Bliv den første til at skrive en kommentar på denne artikel